Tæl Skridt i Arbejdspladsernes Motionsuge
Arbejdspladsernes Motionsuge er en oplagt anledning til at gå en masse skridt med sine kolleger. Få inspiration til at få flere skridt på kontoen på denne side.
Tilmeld jer også Tæl Skridt Tirsdag helt gratis, hvor det handler om at gå så mange skridt som muligt med og mod kollegerne. Tilmeld din arbejdsplads i dag – så er du og kollegerne klar til at være med til en sjov og aktiv dag med både konkurrence sammenhold og masser af skridt på kontoen👣
Sådan deltager I i Tæl Skridt Tirsdag
-
Tilmeld din arbejdsplads
Tilmeld din arbejdsplads via linket ovenfor. Så får I jeres eget unikke Sammenholds-ID på jeres arbejdsplads. -
Del sammenhold-ID med dine kolleger
Når I har jeres unikke sammenholds-ID, kan du dele det videre til dine kolleger. Så snart, de har oprettet sig, vil de fremgå på deltagerlisten inde på jeres Tæl Skridt-platform. -
Udfordr hinanden, og sæt i gang
Inde på jeres egen platform kan I give hinanden sjove udfordringer om eksempelvis hentning af kaffe, kollegiale tjenester, motion mm., som måske kan motivere til et par ekstra skridt. Og så er det ellers bare at sætte i gang og forsøge at gå så mange skridt som muligt tirsdagen i motionsugen. God fornøjelse – og held og lykke.
Sæt gang i arbejdspladsen med skridt i uge 41
Sidste år gik over 200 arbejdspladser med til Tæl Skridt-tirsdag i Arbejdspladsernes Motionsuge. Det blev til tusindvis af skridt og et hav af små udfordringer, hvor kolleger gik både med og mod hinanden – på sygehuse, i kommuner, på skoler, i produktionen og i butikker.
Vi inviterer jer til at være med igen i år! Tirsdag den 6. oktober kan I – gratis – være med til en dag, hvor vi sætter fokus på de små skridt, der gør en stor forskel for både trivsel og sammenhold.
Så tag kollegerne under armen, find skridttælleren eller mobilen frem – og vær med, når hele Danmark tæller skridt tirsdag i uge 41!
Gør gåturen sjovere og mere effektiv med disse materialer
-
Hent plakat: Grundopskrift på gående møder
Gående møder kan skabe rammen om en naturlig og god dialog. Der er ingen facitliste på et ”perfekt” gåmøde, men nedenstående grundopskrift sikrer, at alle deltagere får taletid, og at I både får reflekteret og lyttet undervejs.
-
Hent plakat: Gående mødeformer
Der er mange forskellige måder at holde gående møder i løbet af arbejdsdagen. Et gående møde kan bruges selvstændigt eller som en del af et længere møde, hvor frisk luft og bevægelse kan være et godt afbræk. Hent plakaten her og dyk ned i de forskellige gående mødeformer.
-
Hent plakat: Teambuilding
Formålet med teambuilding-gåturen er at få kollegerne til at snakke sammen på kryds og tværs af afdelinger, anciennitet og arbejdsfunktioner. Med andre ord; at ryste deltagerne sammen. Øvelsen er særlig oplagt, når I vil have fokus på trivsel og fællesskab.